Denne artikel kræver normalt Børsen Pro-abonnement. I sommeren 2019 er der dog
fri adgang, så interesserede har mulighed for at se, hvad Børsen Pro handler om.


Nationalbanken skal forlade sit ikoniske hovedsæde

Banker

DN Nationalbanken hovedsæde Nationalbanken skal næste år forlade sit hovedsæde, på grund af en flere år lang renovering af bygningen. Foto: Nationalbanken

Danmarks Nationalbank har besluttet, at man i midten af næste år vil forlade bankens ikoniske hovedsæde i det indre København, der er tegnet af den verdensberømte arkitekt Arne Jacobsen. Det oplyser banken til Børsen Pro.

Fraflytningen skyldes, at bygningen er så medtaget, at der er behov for en meget omfattende renovering, som skønnes at tage flere år.

"Vi forventer at skulle forlade bygningen i midten af 2020, og det er svært at sige noget om, hvor lang tid det vil tage at renovere bygningen, blandt andet fordi vi undervejs kan opdage nye ting, der skal udbedres eller følgeskader. Men i vores udbudsmateriale skriver vi, at vi forventer at renoveringen vil tage ca. 48 måneder," siger Lone Mortensen, Chief Operating Officer i Nationalbanken.

Udbudsmaterialet hun henviser til skyldes, at renoveringen er så omfattende, at den skal gennemføres som et EU-udbud.

Omfattende skader på Nationalbankens bygning

Lone Mortensen forklarer, at der er opdaget omfattende skader og renoveringsbehov i bankens hovedsæde.

"Bygningen består af mange specialmaterialer, herunder særlige marmorsten både udvendigt og indvendigt og særlige glasfacader. Og vi har fået rådgivningsrapporter, der viser et omfattende vedligeholdelsesbehov," siger Lone Mortensen, der fortsætter:

"Vi har mange marmorplader, der er beskadigede, og problemer med beskadigede og utætte ruder. Faktisk oplever jeg selv, at der trænger vand ind på mit hjørnekontor, når det regner. Og så ligger vi så tæt på vandet, at bygningen har en række jordankre, der skal forhindre opdrift af bygningen. Dem er vi nødt til at sikre, fordi vi ellers kan risikere en opdrift, der skal give alvorlige revner i bygningen."

DN Nationalbanken chefkontorChefkontor. Bemærk Lilje-stolene og de indbyggede skabe. Foto: Nationalbanken

Chefkontor. Bemærk Lilje-stolene og de indbyggede skabe. Foto: Nationalbanken

Nationalbankens bygning blev opført mellem 1965 og 1978. Grunden til, at byggeriet tog 13 år var, at Nationalbanken insisterede på, at man ikke ville flytte under byggeriet, fordi det var afgørende, at man var placeret tæt på Christiansborg og ministerierne på Slotsholmen.

Faktisk tog byggeriet så lang tid, at kun den første af tre byggefaser var færdige, da Arne Jacobsen døde i marts 1971. Resten af bygningen blev færdiggjort af hans medarbejdere, Hans Dissing og Otto Weitling.

Tæt på Christiansborg i 200 år

Da Nationalbanken blev grundlagt i 1818 blev banken placeret i en bygning, der lå lige ved siden af Christian den fjerdes børsbygning, hvor Slotsholmsgade i dag ligger. Men i 1870 flyttede banken til den nuværende placering, i en bankbygning tegnet af arkitekten J.D. Herholt. Det tog fire år at opføre den historiske bygning, der var inspireret af Medici'ernes bankbygning i Firenze.

Men selv om Nationalbanken i 1960'erne og 1970'erne nægtede at flytte mens byggeriet af det nye hovedsæde fandt sted, så bliver det nu nødvendigt i flere år at forlade den strategiske placering, tæt på politikerne og centraladministrationen.

DN Nationalbanken udsigtUdsigt fra Nationalbanken. Foto: Nationalbanken

Udsigt fra Nationalbanken. Foto: Nationalbanken

"Vi vurderer, at vi ikke kan blive i bygningen mens den bliver renoveret. Det vil gøre renoveringen alt for langvarig og besværlig for både håndværkerne og vores medarbejdere, hvis vi for eksempel skulle begrænse byggearbejder til før ni og efter kl. 16. Hertil ville komme gener med støj, støv og flytning af medarbejdere, så det er ikke realistisk at blive her," siger Lone Mortensen til Børsen Pro.

Endnu uklart hvor Nationalbanken skal være

Men selv om der formentlig kun er godt et år til, at Nationalbanken skal forlade sit hovedsæde i formentlig fire år, så ved banken endnu ikke, hvor de ca. 400 medarbejdere skal placeres.

"Vi ved endnu ikke, hvor vi skal være, ud over at det skal være i København. Men vi er i gang med at undersøge, hvilke pladsbehov vi har. Og så har vi også nogle helt særlige sikkerhedskrav, som også skal opfyldes. Men vi er helt klar over, at vi ikke får en bygning som denne, så vi bliver nødt til at gå på kompromis," siger Nationalbankens Lone Mortensen.

Tilmeld dig gratis til Børsen Pros nyhedsbreve, og få daglige nyheder om den finansielle sektor

Uanset hvor Nationalbanken flytter midlertidigt hen, så bliver det svært at finde en bygning, der kan match både sikkerheden og indretningen i den nuværende bygning.

Nationalbanken er i praksis bygget som en fæstning med kun to indgange: En port til det 5000 kvadratmeter store parkeringsanlæg og lager, og så den undseelige hovedindgang, der via en sikkerhedssluse åbner op til det 250 kvadratmeter store og næsten 20 meter høje forhal. Vægge og gulve er beklædt med et af Arne Jacobsens yndlingsmaterialer, grå marmorplader fra det norske Porsgrunn-stenbrud, som også er brugt uden på bygningen.

DN trappe forhallen NationalbankenArne Jacobsens trappe i forhallen. Foto: Nationalbanken

Arne Jacobsens trappe i forhallen. Foto: Nationalbanken

For enden af forhallen er en næsten skulpturel femetagers trappe i stål og glas, ophængt i stålwire, som dog gør en del ansatte utilpasse at gå på. Mere behagelige er de lyse kontorgange, beklædt med pæretræ og oplyst af Arne Jacobsens Munkegårdslamper. Som noget helt specielt er kontorerne modulopbyggede med flytbare endevægge, så kontorerne kan variere i størrelse.

Og grimme arkivskabe gør man sig ikke i hos Nationalbanken. Skjult i væggene er der indbyggede skabe og skuffer, udført som snedkerarbejder.

Sedler for milliarder i Nationalbankens kælder

Ud over at Nationalbankens bygning er designet som en fæstning, så er der også talrige sikkerhedssystemer og direkte alarmforbindelse til Københavns Politi.

De helt særlige sikkerhedskrav handler blandt andet om seddellageret. Nationalbankens bygning er fem etager høj. Men under den ligger der ikke mindre end seks etager med kældre. Det er blandt andet her, at Nationalbanken opbevarer både nytrykte og kasserede sedler og mønter.

Nationalbanken har aldrig oplyst, hvor store beløb der ligger i kældrene. Frem til slutningen af 2016 lå både seddeltrykkeriet og møntfabrikationen også i hovedsædet. Og i forbindelse med lukningen af trykkeriet oplyste banken, at man havde sørget for at trykke sedler nok til flere år. Derfor kan der i dag ligge et betydeligt milliardbeløb i sedler i Nationalbankens kældre.

Sedlerne bliver dog teknisk set først betalingsmidler, når deres serienumre er blevet registreret i Nationalbankens hovedkasse.

"Vi har en masse problemstillinger, som vi skal have taget stilling til, herunder også i relation til seddellageret. Men det er ikke noget, som vi har truffet beslutning om endnu," siger Lone Mortensen.

DN Nationalbanken sedlerIndtil december 2016 lå seddeltrykkeriet også i Nationalbankens hovedsæde. Foto: Nationalbanken

Indtil december 2016 lå seddeltrykkeriet også i Nationalbankens hovedsæde. Foto: Nationalbanken

Nationalbankens beholdning på 66,5 tons guld bliver der dog ikke behov for at flytte. Det har nemlig aldrig ligget i det nuværende hovedsæde, men ligger derimod hovedsageligt i guldkældrene hos Bank of England i London.

Renovering kan koste mange hundrede mio. kr.

I sidste uge tog Nationalbanken det første skridt til den store renovering, da man offentliggjorde et EU-udbud om at være bygherrerådgiver for banken. Den opgave er vurderet til at have en værdi på 19 mio. kr. Men hvad selve renoveringen kommer til at koste, ved Nationalbanken endnu ikke.

"I forbindelse med at vi søger en bygherrerådgiver, skriver vi i udbudsmaterialet, at det skal være et firma, der har erfaring med renovering for mere end 400 mio. kr. Men vi kender endnu ikke prisen på renoveringen, da vi først skal have en bygherrerådgiver ind over, og så skal vi have sendt enterpriserne i udbud," siger Lone Mortensen til Børsen Pro.

DN Nationalbanken forhalIndgang og reception i Nationalbanken. Foto: Nationalbanken

Indgang og reception i Nationalbanken. Foto: Nationalbanken

En del af usikkerheden i forhold til renoveringen skyldes, at Nationalbanken i 2009 blev fredet. Som klar hovedregel skal en bygning mindst være 50 år gammel, før den kan fredes. Men nogle bygninger har så fremragende kvaliteter, at de kan fredes tidligt.

Og det gælder i høj grad for Arne Jacobsens Nationalbankbygning. Banken gik allerede under 2. verdenskrig i gang med at opkøbe ejendommene i karreen mellem Holmens Kanal, Niels Juels Gade og Havnegade, fordi der blev tiltagende pladsproblemer. Og i 1961 inviterede man fem udvalgte arkitekter til at komme med forslag til en ny Nationalbankbygning.

Et kontroversielt forslag fra Arne Jacobsen

Arne Jacobsens vinderforslag var kontroversielt, fordi han ville rive den eksisterende bankbygning ned. Men de bankansatte medlemmer af bedømmelsesudvalget var begejstrede for den praktiske bygning, der trods sine 48.000 kvadratmeter faktisk var blandt de mindste bygningsforslag.

Men Arne Jacobsen var ikke kun arkitekt, men også designer. Og faktisk har en del danskere ting i deres hjem, som kommer fra byggeriet af Nationalbanken. Den kendte Liljestol med svungne armlæn, væguret "Bankers Clock" og ikke mindst Vola-blandingsbatteriet er alle designet specifikt til Nationalbanken, men blev siden sat i produktion.

DN Nationalbanken VolaVola-armaturet blev designet til Nationalbanken af Arne Jacobsen. Foto: Vola

Vola-armaturet blev designet til Nationalbanken af Arne Jacobsen. Foto: Vola

Andre Arne Jacobsen elementer er AJ-dørgrebene, der oprindeligt blev designet til Hotel Royal ved Vesterport samt de to interne haver på i alt 1200 kvadratmeter, der ligger skjult bag glasfacaderne. Den store have på 700 kvadratmeter hedder "Arnes Have", fordi den er modelleret på arkitektens egen have.

Særlige forpligtelser til at holde bygningen i god stand

Under byggeriet fra 1965 og frem var der dog massiv kritik af beslutningen om at rive den gamle bankbygning ned. Det skete i 1976. Men siden er hovedsædet blevet regnet for et af Arne Jacobsens absolutte hovedværker. Men det er altså i dag ikke en uproblematisk bygning.

"Vores bygning er jo bygget for snart mange år siden, og vi har særligt forpligtelser til at vedligeholde den, da det nu er en fredet bygning," siger Lone Mortensen, der fortsætter:

"Vi har blandt andet problemer med fuger udført med PCB. Vi har forsøgt at forsegle fugerne, men det fungerede ikke, så det er også noget, vi er nødt til at sanere."

PCB er et kunststof, der ofte blev brugt til blandt andet vinduesfuger mellem 1950 og midten af 1970'erne, men det blev forbudt, da stoffet er sundhedsskadeligt.

DN Nationalbanken Bankers ClockVæguret Bankers Clock blev designet af Arne Jacobsen til Nationalbanken. Foto: Nationalbanken

Væguret Bankers Clock blev designet af Arne Jacobsen til Nationalbanken. Foto: Nationalbanken

Også på andre områder er der brug for at opdatere bygningen.

"Når vi går i gang med renoveringen, vil vi også gøre vores indeklima mere tidssvarende. Af sikkerhedsmæssige grunde kan vores vinduer ikke åbnes, og vores ventilation og klimaanlæg er fra da bygningen blev bygget, så det har vi også behov for at udskifte og forbedre," fortæller Lone Mortensen.

Renovering bliver en langvarig proces

Men det er alt sammen noget, som Nationalbanken skal have myndighedernes tilladelse til på grund af fredningen.

"Det bliver en langvarig proces, både fordi vi skal gennemføre hele renoveringen via EU-udbud, og fordi det er en fredet bygning. Så vi skal have Slots- og Kulturarvsstyrelsen ind over, hvilket selvfølgelig også kommer til at påvirke processen. Men det er nu engang vilkårene, når man bor i en fredet bygning, og det respekterer vi naturligvis," siger Lone Mortensen.

Selv om Nationalbanken primært fokuserer på at bringe hovedsædet i god stand, så har der også været planer om at ændre brugen af bygningen. Den 1000 kvadratmeter store banksal er der ikke længere meget brug for, i takt med at mange funktioner er blevet digitaliseret, og den ca. 1600 kvadratmeter store trykkesal står nu tom. Der har været planer om at indrette et konferencecenter i trykkesalen, men om det bliver til noget, ved banken endnu ikke.

DN AJ-dørgreb i NationalbankenAJ-dørgrebet blev designet til Hotel Royal, men blev også brugt i Nationalbanken. Foto: Nationalbanken

AJ-dørgrebet blev designet til Hotel Royal, men blev også brugt i Nationalbanken. Foto: Nationalbanken

"Vi er nødt til at se på, hvad renoveringen kommer til at koste, og derefter
vurdere, hvilke muligheder vi har, herunder den tidligere trykkerihal," siger Nationalbankens Lone Mortensen.

Hun lægger dog ikke skjul på, at der også er mange følelser bundet op i at bo i et så ikonisk hovedsæde. Men understreger samtidig, at medarbejderne har forståelse for, hvorfor det bliver nødvendigt at flytte ud under den langvarige renovering af bygningen.

"Vi har været meget åbne og inddragende i kommunikationen med medarbejderne, og de kan godt forstå, at det er bedre, at vi flytter ud mens renoveringen står på, end at vi skal igennem en meget langvarig renovering med de gener, det medfører for medarbejderne. Men selvfølgelig betyder bygningen meget for vores identitet," slutter Lone Mortensen.


Forsiden lige nu

EU-rapport afslører fortsat spekulation i udbytteskat

Aktier for enorme milliardbeløb ser stadig ud til at blive lånt ud hvert forår som led i manøvrer, der skal give investorer mulighed for refusion af udbytteskat.Og selvom ...

Kapitalforvaltning  · 

Storbanker får klø på børsmarkedet

Banker  · 

Nykredit opjusterer forventninger med op til 750 mio. kr.

Nykredit oplyser, at man opjusterer forventningerne til resultatet før skat for hele 2019 til mellem 7,25 og 7,75 mia. kr.Ved præsentationen af års ...

Realkredit  · 

Analytikere bekymret for handelsindtægterne i Danske Bank

Banker  · 

Bank of America rammer over forventning - bedste kvartal nogensinde

Banker  · 

Handelsbanken lukker ned i Polen. Flere lukninger kan være på vej

Banker  · 

Jyske Bank indberettede langt flere mistænkelige transaktioner i første halvår

Banker  · 

Fire år efter skandale: Svindelsikker udbyttelov er stadig ikke fremsat

Politik  · 

Børsen mener: Stort behov for grøn økonomisk model

Økonomi  · 

Danske boligejere har fået nye lån for over 123 milliarder

Realkredit  · 

Credit Suisse sænker kursmål på Danske Bank dagen før regnskabspræsentation

Banker  · 

Handelsbanken sænker kursmål på Sydbank og fastholder salgsanbefaling

Banker  · 

Handelsbanken sænker kursmål på Jyske Bank-aktien

Banker  · 

Handelsbankens indtægter reddet af gebyrer og handel

Banker  · 

Handelsbankens danske butiks overskud falder efter vigende indtægter

Banker  · 

Swedbanks andet kvartal: Bedre end ventet resultat og ændret udbyttepolitik

Banker  · 

Forskere opfatter udmelding om negative indlånsrenter som en prøveballon

Banker  · 

Amerikansk bank stiger og slår akkurat analytikernes estimater

Banker  · 

Jyske Bank: Solidt amerikansk detailsalg sænker muligheden for stor rentesænkning

Økonomi  · 

Goldman Sachs: Højere indtægter bevægede sig ikke med ned til bunden

Banker  · 

Analytikere: Danske Bank skal tage første skridt og kræve betaling fra private for at have penge stående i banken

Banker  · 

JPMorgan nedjusterer forventning for nettorenter og falder

Banker  · 

Tilsynet tvinger sparekasse til flere nedskrivninger og højere solvensbehov

Banker  · 

Vidner i udbytteskattesag: Ingen tog ansvar

Banker  · 

Danske Bank reducerer kursmål på Jyske Bank-aktien

Banker  · 

Danske Commodities-stifter: "I bund og grund spurgte jeg mig selv, om jeg ville sælge, uanset hvilken pris jeg fik. Det ville jeg"

Kapitalforvaltning  · 

Medie: Swedbank forbundet med kemisk krigsførelse i Syrien

Banker  · 

Danske Bank hyrer nye compliancechefer

Banker  · 

Realkredit Danmark får ny bestyrelsesformand efter direktørfyring

Realkredit  · 

Bankernes førstemand: Investorerne søger længere ud af risikokurven

Kapitalforvaltning  ·